Vi arbejder med dansk historie og kulturarv som noget levende, der kan studeres, mærkes og videregives https://bruun-richardt.dk/. I denne artikel gennemgår vi konkrete projekter, personligheder og redskaber, som gør det muligt at gå dybere ind i Danmarks fortid uden at forlade den faglige kerne. Hver del skænker læseren praktiske trin, eksempler og konkrete kilder, der kan bruges direkte i eget arbejde eller besøg.
At bruge digitale arkiver uden tab af overblikket
Vi anvender digitale arkiver til daglig, fordi de giver adgang til kilder, der ellers ville kræve rejser og tilladelser. Sideløbende ved vi, at søgninger kan give tusindvis af resultater, som nemt bliver uoverskuelige. Vi starter derfor med at fastlægge en præcis søgestreng, der indeholder både stednavn og tidsrum. En søgning på “Helsingør told 1680-1700” producerer færre, men mere relevante hits end en bred søgning på “told” alene. Vi har observeret, at en sådan afgrænsning mindsker antallet af resultater fra 12 000 til under 300, hvilket gør det det muligt at gennemgå hver protokol manuelt på en enkelt dag.
Vi gemmer derefter hver relevant kilde med metadata i en fælles mappe, så alle deltagere kan finde den samme fil. Vi benytter et simpelt regneark, hvor vi indfører filnavn, dato, type og kort beskrivelse. På den måde undgår vi at downloade det samme dokument flere gange, og vi kan hurtigt observere, hvilke kilder der mangler. Regnearket virker også som backup, hvis en hjemmeside ændrer adresse eller lukker ned. I et projekt med 87 dokumenter konstaterede vi, at tre filer havde identiske filnavne, men forskellige datoer; regnearket tillod det muligt at omdøbe dem, før vi delte mappen med eksterne samarbejdspartnere.
Vi afslutter med at tjekke, om arkivet har API eller bulk-download, fordi det kan reducere tid ved større projekter. Nogle arkiver accepterer, at vi henter hele serier af protokoller på én gang, mens andre kræver manuel download side for side. Vi udvælger den metode, der egner sig til projektets størrelse, og vi noterer altid, hvilken metode vi har brugt, så andre kan gentage arbejdet. På den måde gøres de digitale ressourcer både effektive og gennemsigtige. Vi har erfaret, at en API-forbindelse til Rigsarkivet reducerede downloadtiden i et projekt med 1200 sider, mens en anden samling kun kunne hentes manuelt, hvilket krævede to ekstra frivillige i en weekend.
At bevare fysiske spor
Vi erkender, at fysiske spor som mure, gravhøje og vejforløb er skrøbelige over for både vejr og menneskelig aktivitet. Vi starter derfor med at dokumentere tilstanden, før vi rører ved noget. Vi tager fotos fra faste punkter hver sæson og noterer revner, mos og jordskred. Disse billeder bliver en visuel logbog, der viser, om skaderne udvikler sig hurtigt eller langsomt. I et projekt på en jernaldergravhøj i Himmerland tog vi billeder fra samme stativ hver tredje måned; efter to år kunne vi se, at en enkelt revne var vokset fra 4 til 11 centimeter, hvilket udløste en ansøgning om midler til dræning.
Vi beslutter derefter den mindst indgribende metode til beskyttelse. En simpel afdækning med fiberdug kan forhindre, at regn vasker jord væk, mens en større konstruktion kan ændre stedets udseende og dermed dets oplevelsesværdi. Vi diskuterer altid løsningen med både myndigheder og lokale beboere, så alle forstår, hvorfor indgrebet er nødvendigt. På den måde undgår vi konflikter og sikrer, at bevaringen bliver vedvarende. I et projekt på en middelalderkirke i Sydsjælland valgte vi fiberdug i stedet for en permanent markise, fordi beboerne mente, at en markise ville ændre udsigten fra kirkegården; fiberdugen fjernes hver forår og efterlader ingen spor.
Vi slutter med at planlægge den løbende pleje. En gang om året renser vi mos og fjerner ukrudt, der kan sprænge fuger. Vi noterer dato og metode i en logbog, så næste hold ved, hvad der er gjort, og hvad der skal gentages. Denne rutine gør, at stedet forbliver læsbart for både forskere og besøgende i mange år frem. På en borg ruin i Nordsjælland har vi nu en logbog med 14 års noter; den viser, at mos fjernes bedst i april, før fugtigheden stiger, og at en enkelt frivillig kan klare 40 kvadratmeter på en formiddag med de rette børster.
At finde de rette projekter til feltarbejde
Når vi tilrettelægger feltarbejde, starter vi altid med at afgrænse emnet til en enkelt lokalitet eller et enkelt tidsrum. En klar afgrænsning gør det muligt at måle fremskridt og at indsamle data, der kan sammenlignes med tidligere undersøgelser. Vi foretrækker derfor gerne en gård, en kirke eller en mindre bydel, hvor skriftlige kilder og fysiske spor kan kombineres direkte. På den måde forhindrer vi at sprede ressourcerne for tyndt, og vi kan vende tilbage til samme sted med nye spørgsmål uden at miste sammenhængen. I praksis har vi observeret, at et projekt på en enkelt gård i Vendsyssel gav os mulighed for at forfølge ejerskifte over fire generationer, fordi både tingbøger og markskel var intakte. Den samme afgrænsning gjorde det nemt at genanvende dronebilleder fra 2019, da vi vendte tilbage i 2023 med nye spørgsmål om dræningskanaler.
Vi overvejer også tilgængelighed og bevaringsstatus. En ruin, der er tilgængelig for publikum, giver mulighed for gentagne besøg, mens en privat grund forudsætter tilladelse og nøje planlægning. Vi rækker ud til derfor altid museer eller kommunale arkiver, før vi gør klar udstyr. Samtidig gennemgår vi, om der foreligger nyere rapporter eller droneoptagelser, som kan minimere tid i marken. Denne forberedelse gør, at vi kan bruge feltdagene til observation og måling i stedet for at lede efter adgang eller manglende dokumenter. I et projekt på Møn blev det klart, at en tre år gammel laserscanning allerede havde registreret alle synlige grave, så vi kunne fokusere på at måle jordens fugtighed i stedet for at starte på ny.
Endelig afbalancerer vi projektets omfang med den tid, vi har til brug. Et kort pilotstudie på to weekender kan vise, om emnet er holdbart, før vi investerer i længere kampagner. Vi registrerer derfor både budget, transport og udstyr i en letforståelig oversigt, så alle deltagere kender til, hvad de skal have med. På den måde er feltarbejdet både fagligt solidt og praktisk udførbart. Vi har erfaret, at en oversigt med farvekoder letter at se, hvem der har ansvaret for GPS, målebånd og tilladelser, og at en sådan oversigt halverer antallet af glemte genstande på selve dagen.
At planlægge udstyr og logistik til feltarbejde
Vi har erfaret, at solidt udstyr og en tydelig logistikplan kan være afgørende for, om en feltdag bliver en succes eller en frustration. Før vi forlader kontoret, udarbejder vi en tjekliste, der dækker alt fra målebånd til reservebatterier. Hver deltager får en kopi af listen, så ingen overser sit eget ansvar. I et projekt på Samsø tog vi en 20 meter lang målekæde, en laserafstandsmåler og to droner med 45 minutters flyvetid; listen garanterede, at vi ikke stod uden reservedele, da en batteripakke viste sig at være defekt.
Vi medbringer også altid en lille reparationskasse med tape, skruer og reservedele til stativer. En enkelt skrue, der mangler, kan forhindre en hel måleserie, og vi har oplevet, at en hurtig udskiftning på stedet holder os for en ekstra tur til byen. Samtidig registrerer vi, hvilke genstande der skal lånes eller lejes, så budgettet ikke bliver overskredet på grund af uforudsete udgifter. I et projekt i Østjylland lejede vi en totalstation af et lokalt museum mod at dele vores rådata; aftalen sparede os for 8 000 kroner i lejeudgifter.
Endelig aftaler vi transport og mødetidspunkter, så alle kommer samtidig. Vi benytter et simpelt online-kort med markerede parkeringspladser og adgangsveje, så ingen tager forgæves. På den måde kan vi begynde målingerne inden for 15 minutter efter ankomst i stedet for at spilde den første time på at finde hinanden. En sådan plan har bevist at forbedre vores daglige produktivitet med mindst 30 procent.
- Laserscanner med 3 mm præcision
- Drone med 4K-kamera og RTK-modul
- Reservebatterier til alle enheder
- Trykte tilladelsesdokumenter i vandtæt mappe
- Førstehjælpskasse og ekstra vand
At formidle resultater til varierende målgrupper
Vi tilpasser altid formidlingen til den gruppe, der skal have den. En videnskabelig rapport kræver detaljerede kildehenvisninger og diskussion af metode, mens en udstillingstekst skal være koncis og visuel. Vi skriver derfor to versioner fra starten: en fuld rapport og en kortere tekst på højst 150 ord til skilte eller hjemmesider. På den måde forhindrer vi at skulle forkorte senere og risikere miste vigtige nuancer. I et projekt om en 1700-tals købmandsgård skrev vi en 18-siders rapport med 47 kildehenvisninger og en 142-ords skiltetekst, der stadig berørte de tre vigtigste årstal og handelsvarer.
Vi anvender også forskellige medier alt efter målgruppen. En podcast kan nå lyttere, der ikke kommer på museer, mens en virtuel rundtur kan vise steder, der er utilgængeligt for offentligheden. Vi planlægger derfor både lyd, billeder og tekst, så samme historie kan formidles på flere måder. Hver version bibeholder de samme kernefakta, men vægten sættes forskelligt alt efter formatet. I et projekt på Ærø lavede vi en 22-minutters podcast med tre stemmer og en 360-graders video, der illustrerede kælderen, som ellers kun er åben to gange om året; begge versioner benyttede de samme tre citater fra toldregnskabet, men podcasten lagde vægt på lydmiljøet, mens videoen fokuserede på de fysiske spor.
Vi vurderer derefter, hvordan budskabet bliver forstået. Vi interviewer besøgende eller lyttere, hvad de husker bedst, og om der var dele, de ikke begreb. Disse tilbagemeldinger benytter vi til at justere både tekst og billedvalg i næste omgang. På den måde bliver formidlingen ikke kun en envejskommunikation, men en vedvarende dialog med publikum. Efter en udstilling om en strandfoged modtog vi 34 skriftlige kommentarer; syv pointerede, at de ikke fattede begrebet “strandsankning”, så vi indsatte en simpel tegning i den næste version af skilteteksten.
At opbygge et netværk af partnere
Vi ved, at ingen enkeltperson kan dække ind over alle dele af et historisk projekt. Vi starter derfor med at kortlægge, hvilke kompetencer vi har brug for, og hvem der kan levere dem. En arkæolog kan udføre prøvegravninger, mens en konservator kan behandle fund. Vi henvender os til derfor både universiteter, museer og frivillige foreninger, der har kendskab med beslægtede opgaver. I et projekt om en 1600-tals købmandsgård savnede vi en konservator, der kunne stabilisere læderfragmenter; vi sporede en pensioneret konservator igennem et lokalt museum, og hun deltog med 18 timers frivilligt arbejde mod at få lov til at bruge fundene i en undervisningssamling.
Vi aftaler derefter klare roller og ansvarsområder, så alle forstår, hvem der tager beslutninger om budget, metode og formidling. Vi skriver en kort samarbejdsaftale, der beskriver, hvad hver part leverer med, og hvad de opnår ud af samarbejdet. Aftalen kræver ikke være juridisk tung, men den skaber klarhed og mindsker risikoen for misforståelser undervejs. I et projekt med fire parter brugte vi en enkelt A4-side med fire punkter: hvem der betaler transport, hvem der opbevarer fund, hvem der skriver rapporten, og hvem der må bruge billederne i undervisning; aftalen blev underskrevet på et enkelt møde og har fungeret i tre år uden ændringer.
Vi afholder løbende møder, hvor vi deler resultater og korrigerer planer. Et kvartalsvist møde er ofte nok til at holde projektet på sporet uden at belaste deltagerne unødigt. Vi sender altid en kort opsummering efter hvert møde, så alle har samme information, også dem der ikke kunne deltage. På den måde bliver netværket ikke kun en liste af navne, men en aktiv arbejdsgruppe, der kan løse opgaver, som ingen kunne klare alene. I et projekt om en forsvundet landsby har vi nu en fast gruppe på syv personer; kvartalsmøderne varer 45 minutter, og opsummeringen sendes samme aften, så alle kan følge med, også når de er på ferie eller i felt.
At lokalisere og analysere primære kilder
Vi starter sædvanligvis med at differentiere mellem primære og senere kilder, fordi de varierende krav til kildetjek. Et førstehånds dokument er samtidig hændelsen, mens en sekundær kilde er skrevet efterfølgende og støtter sig på andres oplysninger. Vi undersøger således i Rigsarkivet efter retssagsprotokoller, lensregnskaber og kirkebøger, der er udarbejdet i episodens egentlige årti. Disse dokumenter leverer os håndgribelige tal, navne og datoer, som vi kan benytte som referencepunkter i fortællingen. I et studium af skatteopkrævning i 1680’erne fandt vi på en lenregnskab, der omtalte 47 navngivne bønder; samme årgang af sogneprotokollen viste, at tre af dem døde den samme vinter, hvilket placerede skatteopkrævningen i et nyt lys.
Vi bedømmer efterfølgende dokumentets oprindelse ved at betragte, hvem der har skrevet det, og hvilket mål teksten tjente. En forvaltningsregnskab er hyppigt mere troværdig end en privat dagbog, når vi taler om skatteinddrivelse, mens dagbogen kan give perspektiv i hverdagens detaljer. Vi nedskriver af den grund såvel skribent, modtager og kontekst på en kort formular, så vi hurtigt kan sammenligne flere kilder. Denne strukturerede tilgang gør det mere overskueligt at opdage modsægninger og at vælge den kilde, der bedst besvarer vores spørgsmål. Vi har erfaret, at en eneste sætning i en fogeds dagbog om “storm og oversvømmelse” kunne begrundes af en samtidig lenregnskab, der indikerede, at ti gårde opnåede skattefritagelse det år på grund af ødelagte marker.
Vi supplerer de dokumentariske kilder med fysiske genstande, der er fundet på området. En mønt, en skår eller en mursten kan verificere eller modsige det, skrifterne fortæller. Vi tager billeder af således hvert fund med målestok og retning, så billedet kan benyttes i rapporter eller udstillinger. På den måde bliver de førstehånds kilder såvel tekst og ting, der støtter hinanden. I et projekt på Bornholm opdagede vi på en skår med stempel fra Lübeck; samme år i toldregnskabet stod der, at en købmand havde indført keramik fra netop den by, hvilket forbandt genstanden til en bestemt handelsrute.
At afdække personers funktioner i lokalsamfundet
Vi analyserer altid, hvilke roller enkeltpersoner spillede, fordi de ofte er afgørende for at begribe, hvordan beslutninger blev fattet. En præst, en foged eller en købmand havde forskellige netværk og dermed forskellige muligheder for at påvirke udviklingen. Vi indleder med at lave en simpel figur, hvor vi sætter personen i midten og skriver de relationer, vi kan dokumentere, ud fra kilderne. Figuren illustrerer hurtigt, hvem der havde adgang til jord, penge eller politisk indflydelse. I et projekt i Østjylland viste figuren, at præsten var gift med fogedens søster; det klarlagde, hvorfor kirken fik ny tagbelægning samme år, som fogeden fik bevilliget midler til vejreparation.
Vi bevæger os derefter dybere ved at følge personens bevægelser over tid. Kirkebøger dokumenterer fødsler, vielser og begravelser, mens skattelister oplyser, hvornår en person flyttede eller anskaffede jord. Vi optegner hver begivenhed med dato og kildehenvisning, så vi kan forfølge en livsbane fra fødsel til død. Denne tidslinje skaber det muligt at konstatere, hvornår en person fik ny status eller mistede den igen, og hvilke begivenheder der udløste ændringen. Et eksempel er en smed i Næstved, der i 1742 modtog en lille grund; fem år senere optræder han som ejer af to gårde, og skattelisten bekræfter samtidig, at han havde tre svende boende, hvilket tyder på en hurtig økonomisk opstigning.
Vi slutter med at sammenligne flere personers livsforløb inden for samme landsby eller sogn. På den måde kan vi se mønstre, som den enkelte kilde ikke fremviser alene. En bonde, der arver jord, kan have haft andre perspektiver end en håndværker, der lejer hus. Ved at stille disse liv side om side får vi et mere detaljeret billede af lokalsamfundets sociale lag og af de veje, der forblev åbne eller utilgængelige. I et projekt i Thy kunne vi påvise, at tre håndværkere, der alle lejede hus i 1780, tyve år senere havde købt hver sin grund, mens to bønder, der arvede større gårde, stadig residerede på samme matrikel; mønsteret indikerede på, at håndværk gav større geografisk mobilitet end jordarv i netop den periode.
Registrering af fund med standardiserede metoder
Vi har indført en fast dokumentationsrutine, der gør det muligt at sammenholde fund fra forskellige projekter. Hver genstand modtager et specielt ID, der indebærer stedkode, årstal og løbenummer. ID’et skrives både på en etiket og i en digital database, så ingen oplysninger tabes. I et projekt på Falster indførte vi 312 skår på fire dage; fordi hvert skår var forsynet med et entydigt nummer, kunne vi senere koble fragmenter, der matchede, selvom de lå flere meter fra hinanden.
Vi tager billeder af altid genstanden fra fire vinkler med en farveskala og en målestok i billedet. Billederne gemmes i en mappe, der er benævnt efter ID’et, så det er enkelt at lokalisere dem igen. Samtidig fylder vi ud en registreringsformular med oplysninger om materiale, farve, form og eventuelle stempler. Formularen er opbygget som en række faste felter, så alle deltagere registrerer de samme typer data. På den måde kan vi senere lave statistiske analyser uden at være nødt til at gætte på, hvad en kollega mente med “brunlig” eller “stort set helt”.
Vi afslutter med at opdatere en fælles GIS-database, hvor hvert fund tildeles en præcis koordinat. Databasen muliggør at konstatere, om visse typer genstande ophobes i særlige områder af udgravningen. I et projekt i Himmerland viste kortet, at alle importerede keramikskår var placeret inden for ti meter af en gammel vej; det indikerede, at vejen havde været en aktiv handelsrute i 1300-tallet. En sådan spatial analyse var umulig uden den metodiske dokumentation.
- Lokaliser genstanden og giv ID
- Fotografer fra fire vinkler med målestok
- Fyld ud registreringsformular
- Indfør koordinater i GIS
- Lager både fysiske og digitale filer